Nærværende forretningsbetingelser gælder – medmindre andet er skriftligt aftalt – ved indgåelse af aftale om køb af ydelser fra AuroraMind, Perikumhaven 23, 2730 Herlev, CVR-nr. 42696862 ved Anette Drewsen.
Udtrykket “ydelser” er i nærværende forretningsbetingelser anvendt som en samlebetegnelse for de varer og arbejdsydelser, som leveres af AuroraMind – herunder bl.a. aromaterapi, kurser, uddannelser, workshop og 1:1 sessioner (det hele både live og online), men købelovens regler vil kun være aktuelle i det omfang, at en ydelse er omfattet af dens anvendelsesområde og ikke er fraveget neden for i B2B forhold.
Afvikling, ændring og aflysning
AuroraMind har ret til, senest 24 timer inden aftalt tidspunkt for levering af den bestilte/købte ydelse, at ændre tidspunktet for leveringen heraf. Sådanne ændringer sker undtagelsesvist, men såfremt en ændring er nødvendig efter AuroraMinds vurdering, vil en alternativ leveringsdato/tid snarest muligt blive fastlagt af AuroraMind.
Ved 1:1 sessioner fastlægges et nyt tidspunkt dog efter aftale mellem parterne. Ændringer giver ikke ret til hel eller delvis tilbagebetaling af allerede erlagte beløb. 1:1 sessioner (mindre pakketilbud á 5 sessioner) har udløb efter 6 mdr. og efter udløbsdato vil der ikke foretages refundering af betalte beløb.
AuroraMind har ret til men ikke pligt til at aflyse købte ydelser mod tilbagebetaling af den del af det erlagte beløb, som dækker den/de aflyste ydelse(r).
Du er selv ansvarlig for at møde, ringe op eller logge på til de aftalte/meddelte tider, og for at du har en velfungerende telefon- og/eller internetforbindelse, samt en aktiv e-mail konto med tilpassede spamfiltre. AuroraMind fraskriver sig ethvert ansvar i denne forbindelse.
Du er selv ansvarlig for at oplyse dine til enhver tid aktuelle telefonnumre og e-mailadresser. Oplysningerne skal gives skriftligt på følgende e-mailadresse: a.drewsen@auroramind.dk.
Betaling og betalingsbetingelser
Alle priser er i danske kroner (DKK). Betaling kan ske via bankoverførsel.
Workshops, kurser, uddannelser, mentorforløb, VIP-dage, online-forløb og andre ydelser skal betales fuldt ud ved aftalens indgåelse. Der kan efter omstændighederne indgås særskilt og særlig aftale om ratebetaling, med faste betalingsfrister. Uanset hvilken betalingsform der aftales, er tilmelding/bestilling bindende. Du forpligter dig således til at betale det samlede beløb/samtlige rater, uanset om du måtte vælge at stoppe/springe fra førend den fulde ydelse er leveret. Erlagt betaling returneres ikke.
Ved forsinket/udebleven betaling tillægges renter i henhold til gældende regler.
Ansvarsbegrænsning
Ethvert erstatningsansvar, som AuroraMind måtte pådrage sig i relation til de købte ydelser er til enhver tid begrænset til maximalt 50 % af prisen på den ydelse som erstatningsansvaret vedrører. AuroraMind kan på intet tidspunkt holdes ansvarlig for indirekte skade eller tab. Anette Drewsen kan aldrig holdes personligt ansvarlig. I B2B forhold kan mangelsansvar eller andet ansvar ikke gøres gældende over ofr AuroraMind.
Rettigheder
Alle immaterielle rettigheder (og andre ejendomsretlige rettigheder) forbliver hos AuroraMind. Den fulde ejendomsret til alle immaterielle rettigheder og/eller ejendomsretlige rettigheder, der opstår i forbindelse med AuroraMinds levering af ydelser (herunder information, tegninger, knowhow, koncepter, processer eller lignende) tilhører AuroraMind.
AuroraMind har alle rettigheder til leverede ydelser, hvad enten de er leveret live, digitalt eller trykt. Ved køb opnås alene en personlig og privat brugsret til det købte, og intet i disse forretningsbetingelser eller i en underskrevet kontrakt (eller offentliggørelse i øvrigt) skal fortolkes som en overførsel af rettigheder eller tildeling af licens for så vidt angår AuroraMinds intellektuelle ejendomsret eller ejendomsretlige rettigheder. Brugsretten er personlig. Det købte må kun anvendes til eget brug. Det købte skal behandles fortroligt og må ikke udleveres eller videregives til tredjemand.
Det købte må ikke anvendes til andre formål end det, hvortil det er købt, herunder må det købte særligt ikke anvendes kommercielt i direkte eller indirekte konkurrence med AuroraMind. Såfremt det købte eller AuroraMind og Anette Drewsens navne anvendes i strid med denne bestemmelse, er AuroraMind berettiget til en bod på DKK 100.000 (hundrede tusinde) pr. overtrædelse. Såfremt der er tale om den samme fortsættende overtrædelse, beregnes konventionalboden for hver påbegyndt måned. AuroraMind er også berettiget til at få overtrædelsen stoppet ved fogedforbud uden sikkerhedsstillelse.
Datapolitik
AuroraMind indsamler kun de oplysninger om dig, som du selv afgiver i forbindelse med køb af ydelser eller tilmelding til nyhedsbrevet. Formålet med indsamlingen er udelukkende at kunne gennemføre det køb/den levering, som oplysningerne er indsamlet i forbindelse med.
Oplysninger behandles fortroligt og i overensstemmelse med gældende persondatabehandlingsregler. Dine oplysninger videregives ikke til tredjemand. AuroraMind vil opbevare nødvendige og relevante persondata så længe forretningsforholdet til køber består og betingelserne herfor er opfyldt. Hvor påkrævet i henhold til ufravigelig lovgivning og forudsat at de nødvendige betingelser er opfyldt, har du ret til at få adgang til, korrigere, forhøre sig om, eller modsætte sig behandling af dine persondata. Du kan rette henvendelse herom på ovennævnte e-mailadresse.
Fortrydelsesret for forbrugere
Hvis du er forbruger og alene såfremt aftalen er omfattet af forbrugeraftaleloven har du 14 dages fortrydelsesret, når du handler hos AuroraMind. Fortrydelsesretten gælder dog ikke når der er tale om forhold som er reguleret af forbrugeraftalelovens undtagelser i dennes § 18, stk. 2.
Såfremt fortrydelsesretten ikke udøves i overensstemmelse med gældende regler og frister, bortfalder den. Du kan ikke fortryde ved blot at nægte deltagelse i/modtagelse af eller ved uden videre at returnere købte ydelser. Er levering af ydelsen allerede påbegyndt, vil du blive afkrævet betaling for denne del samt af AuroraMinds allerede afholdte udgifter.
Når AuroraMind har modtaget den returnerede ydelse i ikke-forringet stand, refunderes tilgodehavende.
Reklamationsret for forbrugere
Købelovens mangelsregler i forbrugerkøb, hvis ydelsen er omfattet af købeloven, herunder den 24-måneders reklamationsfrist, finder anvendelse på køb af produkter. Den 24-måneders reklamationsfrist kan som udgangspunkt ikke anvendes på køb af tjenesteydelser. Kontakt AuroraMind med det samme, hvis du oplever problemer.
Klageadgang for forbrugere
Er du forbruger, og vil du klage over dit køb, skal du rette henvendelse til AuroraMind på ovennævnte e-mailadresse. Hvis det ikke lykkes os at finde en løsning, kan du indgive en klage til relevante nævn på området, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Lovvalg og værneting
Aftalen er undergivet dansk ret.